ombord paa „Erebus” for at ledsage fartøiene ut fra Hobart paa deres vei mot syd, og se sin ven Ross vel tilsjøs. Merkelig er livets gang! Der stod Franklin paa det fartøis dæk, som nogen faa aar senere skulde bli hans dødsseng. Litet ante han dengang, han stod ut fra Hobart gjennem „Storm Bay”, denne havbugt, som kranses av Tasmaniens blomstrende frugthaver, at han i storm og kulde, medtat av den frygtelige skjørbuk, paa høi nordlig bredde ombord i det samme fartøi skulde gaa døden imøte. Men saa blev det. Ombord paa „Erebus” fandt Franklin døden ca. 10 aar senere under sin søken efter Nordvestpassagen. Søsterskibet „Terror” fik samme skjæbne. Alle mand — 136 — blev væk.
Ved Auckland gjorde de en stop, og et magnetisk observatorium oprettedes. Ved Campbelløen stoppet de likeledes en kort tid for at foreta videnskabelige undersøkelser. Den 17. december forlot de denne ø, og nu sattes kursen mot syd. Det første isfjeld møtte de paa 63° 20’ s. br. Den 30. december krydsedes Bellingshausens rute i 64° 38’ s. br. og 173° 10’ ø. l.
Nytaarsaften dukkede en lang, tynd, hvit stripe op i horisonten og snart forstod de, at de hadde pakisen for sig. Nytaarsdag 1841 passertes polarcirkelen. Ulik sine forgjængere saa Ross i drivisen ikke en farlig fiende, som de tidligere ekspeditioner med sine svake, daarlige fartøier hadde været nødt til at gjøre. Ross hadde to solide skuter og saa snarere i isen en værdig motstander, som han med glæde optok kampen med. Den 5. januar gik han angrepsvis tilverks og trængte ind i pakken med sine to seilskuter — et forsøk, ingen endnu hadde vovet. Efter omtrent en times ramming og bokning i den svære, tykke
