med at forandre sin. Han fandt indgangen fra toppen ubekvem; vilde heller ha den midt paa. Et klaffesystem med knapper og hemper bevirket, at man i farten — naar han var gaat tilkøis — kunde ta feil av ham og en dragonoberst. Han var forresten „svinagtig” fornøid med den. Men det var han nu med snebrillene sine ogsaa, og det uagtet han blev sneblind, skjønt han ikke kunde se med dem. Vi andre beholdt vore poser som de var, med undtagelse av, at vi gjorde dem længere eller kortere. Lukkepatentet — sækkesystemet — var vi alle meget fornøid med. Utenpaa vore poser hadde vi en sæk av ganske tyndt dunlærret. Dette betræk hadde vi overordentlig megen nytte av, og jeg vilde ikke undværet det for nogen pris. Om dagen laa sovesækken altid vel beskyttet i det. Ingen fok kunde trænge ind. Om natten var det kanske til endda større nytte, idet det da beskyttet posen mot fugtigheten, som opstod av aandedrættet. Istedetfor at sætte sig i skindet og gjøre det vaatt, la det sig nu paa betrækket og formet i nattens løp et isdække, som om dagen atter forsvandt — brak og tørket bort, mens den laa utstrakt paa slæden. Dette træk bør være rummelig, specielt noget længere end soveposen, saa man kan faa rikelig av det rundt halsen og derved forhindre, at aanden trænger ind paa posen. Vi hadde alle dobbelte poser — en indre og en yttre. Den indre var av kalveskind eller tyndt simleskind og ganske let. Den yttre var av svært bukkeskind og veide ca. 6 kg. Begge var aapne i enden som en sæk og til at snøre sammen rundt halsen. Jeg har altid fundet den maate lettest, simplest, bekvemmest og bedst. Vil anbefale den til alle.
