Han vilde vinde. Da slipper Lindstrøm taket, river av sig høire buksesæle, mere fik han ikke til, og med et spræt — hodet først — for han ind i køien sin. Stubberud forsøkte at protestere: „Det var juks! Han var ikke avklædd” o. s. v. „Hjælper ikke,” mente tykken, „førstemand var jeg nu allikevel”. —
Scenen blev fulgt med stor munterhet og opmuntrende tilrop og endte med jubel, da Lindstrøm dumpet paaklædt midt i køien. Dermed var komedien endnu ikke helt utspilt. Hans hop ind i køien, blev nemlig efterfulgt av et forfærdelig brak, som ingen i kampens hete tænkte paa, allermindst han selv. Men nu viste følgene sig. Den hylde, som han hadde i køien, og som han brukte til at sætte en masse forskjellige greier paa, var nemlig faldt ned; nu laa køien fuld av geværer, ammunition, grammofonplater, verktøikasser, sukkertøibokser, snadder, tobaksbokser, askebokser, fyrstikæsker m. m. m. og nu var der ikke plads for tykken” selv. Han maatte ned igjen, og nederlaget blev dobbelt haardt. Skamfuld maatte han tilkjende Stubberud seiren, „men,” la han til, „det skal ialfald bli sidste gangen!”
Nu krøp efterhaanden alle tilkøis, og bøkene kom frem, — enkelte steder ogsaa snaddene — og den sidste time til klokken 11 tilbringes paa denne maate. Klokken 11 præcis slukkes lampene og dagen er tilende. —
En stund efter gaar min vert i døren, og jeg følger ham ut. Jeg har sagt ham, at jeg maatte avsted ikveld igjen, og derfor kommer han nu ut for at se mig vel avsted. „Jeg skal følge Dem bort til depotet,” sier han, „resten av veien greier De alene.” Veiret har bedret sig betydelig. Det er mørkt — svinagtig mørkt. „For
