at den allikevel var den bedste. Og hver mand fik den musik han likte bedst. De blev enige om at ære kokken for alt hans stræv og arbeide og indledet der for konserten med: „Ta-ra-ra-bum-der-a”! fulgt av „Kvæsarvalsen”. Hans del av programmet blev sluttet med: „Tale for Madam Hansen” av Schmelck. Imens stod han midt i døren og smilte lyksalig. Det var noget for Lindstrøm!
Paa denne maate blev runden gjort, og alle fik sine yndlingsmelodier. Der var enkelte plater, som blev gjemt tilslut. Jeg kunde forstaa, det var de numre alle likte bedst. Først kom en arie av „Hugenottene”, sunget av Michaelowa. „Kjæmpene” hadde god smag; for den var vakker og blev vidunderlig godt sunget. „Men” roper en utaalmodig røst, „kommer ikke Borghild Bryhn ikveld?” „Jo”, blev der svart, „her kommer'a”. Og „Solveig”s sang fyldte rummet. Skade, at Borghild Bryhn ikke var der. Jeg tror ikke den voldsomste bifaldsstorm vilde rørt hende saa meget som den maate, hendes sang blev mottat paa her den aften. Da tonene klang høie og rene utover stuen, faldt der alvor over alle. Mulig nok at digtets indhold grep dem, der de sat i den mørke vinternat paa den enslige vidde, tusener paa tusener av mil fra alt, hvad der var dem kjært. Jeg tror nok det. Men det var allikevel den deilige melodi, tolket med rike midler paa en fuldendt maate, som aapnet hjertene. Man kunde se, hvor det gjorde godt. Det var tyst længe efter at den sidste tone døde hen. Det var, som man var ræd for at la sin egen stemme lyde. Endelig kunde de ikke længere. „Gud bevare mig, hvor deilig hun synger!” bryter endelig en ut. „Og
