paa at gaa derind. Hullet utvidet sig indover i barrieren og dannet tilslut et temmelig stort rum med stort hvælvet tak. En spade og en øks paa gulvet var alt hvad jeg saa. Hvad i alverden blev denne hal benyttet til? Jo, denne sne og ismasse har hittil gaat med til vor vandforsyning. Dette var altsaa Lindstrøms snetak, hvor fra han hadde hugget ut den nødvendige is og sne i disse maaneder til matlavningen, drikke- og vaskevand. Nede i den ene væg, helt nede ved gulvet, var der et litet hul, netop stort nok for en mand at krype ind igjennem.
„Nu maa De gjøre Dem liten og følge mig, saa skal vi besøke Hanssen og Wisting”, og som en slange forsvandt min ledsager i hullet. Jeg kasted mig ned med lynets fart og krabbet efter. Jeg vilde nødig bli latt igjen alene i bælgmørke paa dette sted. Jeg fik i farten fat i en læg og det taket slap jeg ikke, før jeg saa lys paa den anden side. Gangen vi hadde krøpet gjennem var like trang overalt og tvang en til at krype paa knærne. Den var heldigvis ikke lang. Den endte i et temmelig stort, næsten firkantet rum. Midt paa gulvet stod et lavt bord, og paa det holdt Helmer Hanssen paa at surre slæder.
Rummet var noksaa daarlig oplyst, skjønt de hadde baade lampe og lys. Siden skjønte jeg, at grunden hertil var at søke i de mange mørke gjenstande rummet indeholdt. Paa den ene væg laa der klær — skindklær opstablet i svære hauger. Over dem var utbredt uldtepper for at beskytte dem mot rimen, som dannedes i taket og faldt ned. Paa den anden væg stod en stabel med slæder. Paa den ene endevæg — tvers av døren — var der lagt op uldundertøi. Hvilketsomhelst magasin i
