i bislaget, kom Lindstrøm ind med en stor bakke isklumper. Jeg forstod, det skulde benyttes til vandfabrikation.
Min ledsager hadde bevæbnet sig med en stor, kraftig lygt, og jeg forstod, at den underjordiske vandring skulde begynde. Fra bislagets nordre væg førte en dør. Gjennem denne begyndte vor reise. Det var en indbygget gang vi kom ut i. Her var mørkt som i graven. Nu hadde lygten ingen lysende egenskaper længere. Den brændte mat og dødt og syntes bare at oplyse rummet indenfor kuplen. Jeg holdt for mig med hændene. Min vert stoppet op og holdt foredrag for mig om den store orden, som det hadde lykkedes dem alle i fællesskap at oprette. Jeg var en villig tilhører. Jeg hadde jo allerede nu set saa meget, at jeg uten videre kunde underskrive den attest. Men her paa denne strækning, hvor vi nu bevæget os, fik jeg ta, hvad jeg hørte for hvad jeg ikke saa, for her var det „kølsvart”.
Vi hadde netop sat os i bevægelse igjen, og jeg følte mig saa sikker efter det ordensforedrag, jeg netop hadde hørt, at jeg rolig slap det tak, jeg hittil hadde holdt i min ledsagers anorakhale. Men det var dumt gjort.
Pludselig laa jeg saa lang, jeg var. Jeg hadde traadt paa noget rundt, som fik mig i bakken. Jeg fik i faldet fat i noget — ogsaa noget rundt — og laa og holdt krampagtig fast paa det. Jeg vilde da overbevise mig om, hvad der kunde ligge paa bakken i et saadant ordenshus. I det svake lysskjær fra lygten drog jeg kjendsel paa det, jeg holdt i armene — en edamerost! Jeg la den fra mig paa samme plads — for ordens skyld — satte mig op og kikket ned mot benene. Hvad var det jeg hadde snublet i? Ogsaa en edamerost. Der laa saa minsandten en anden av samme
