slædekassene og gjøre dem lettere. En stod der færdig. Jeg lænte mig bort og saa paa den. Paa den øverste side, hvor et litet rundt aluminiumslok var indfældt, stod: — oprindelig vægt 9 kg., redusert vegt 6 kg. Jeg forstod, hvad denne store vegtbesparelse hadde at si for folk, som skulde frem den vei, disse tænkte paa. En lampe utgjorde hele belysningen, men skaffet fortræffelig lys. Vi forlot Bjaaland. — Jeg var sikker paa at slædeutstyret var i bedste hænder.
Vi gik nu ind i bislaget. Her traf vi Stubberud. Han holdt paa at gjøre rent og sætte istand til helgen. Al dampen som kom ut fra kjøkkenet, naar man gik i døren, hadde sat sig fast i tak og paa vægger, som flere tommer tykt rim. Dette holdt nu Stubberud paa at fjerne med en lang kost. Alt skulde nok være skinnende fint til St. Hans, forstod jeg.
Derfra gik vi ind. Middagsmaten stod paa og surret og kokte. Kjøkkengulvet var blankskuret, og linoleumen, det var klædd med, skinte festlig. Likedan i stuen. Alt var rengjort. Linoleumen lyste fra gulvet, og voksduken laa helligdaghvit paa bordet. Luften var ren, — absolut ren. Alle køier var bragt iorden og bænkene sat paa plads. Der var ingen herinde nu.
„Det er bare en brøkdel De har set av vore underjordiske paladser, men jeg hadde tænkt, vi skulde ta en tur op paa loftet først og se, hvordan det ser ut der. Følg efter mig.” Det bar ut i kjøkkenet og saa opover nogen trin, som var fastspikret paa væggen, op til loftluken. Amundsen tændte en liten elektrisk lampe, som kastet et klart skin ind i rummet. Det første som tildrog sig min opmerksomhet var biblioteket. „Framheim”
