rødme hadde steget og vandt seir over sydlyset. Dette hadde avtat meget i styrke, siden jeg saa det sidst. Kjæmpet tilsyneladende nu den sidste kamp.
Nu begyndte den at myldre frem, den firføttede skare. Som raketter kom de sættende ut av teltene. Her var alle farver — graa, sorte, røde, brune, hvite og en blanding av alle. Hvad der forbauset mig var, at de gjennemgaaende var smaa. Men som de saa ut ellers! Trinde og runde, vel pudset og pleiet, sprettende av liv. De slog sig straks sammen i smaa partier, fra to opover til fem. Det var tydelig at se, at disse smaagrupper bestod av intime venner. De formelig kjælte hverandre. Fornemlig syntes én inden hver av disse avdelinger at bli gjort særlig stas av. Rundt ham var de alle. Slikket ham, logret og viste alle mulige tegn paa underdanighet. De for alle rundt omkring hverandre uten tegn paa uvenskap.
Hovedinteressen synes at samle sig om to store sorte hauger, som jeg kan se like i forkanten av teltleiren. Hvad dette er kan jeg ikke avgjøre, dertil er det ikke lyst nok. Men jeg tar vist ikke meget feil, naar jeg gjetter paa sæl. Noget haardt, spiselig er det, for jeg hører det knaser mellem tændene. Her forstyrres freden av og til. I matfatet synes de ikke at komme saa godt overens.
Nogen rigtig batalje blev det aldrig til. Der var en vaktmand tilstede bevæbnet med stok, og naar han viste sig og lot sin stemme høre, skiltes de hurtig. De lot til at være forte til at lystre. Hvad der tiltalte mig mest var de unge og de yngste. De unge saa ut som de kunde være omkring 10 maaneder gamle. De var fuldkomne i enhver henseende. Man kunde se, de
