venter og venter. Hjemme er jeg vant til, at denne ringingen blir efterfulgt av lyden av et par nakne føtter paa gulvet, en jæspen eller lignende. Men her — ikke en lyd. Da Amundsen gik fra mig, glemte han at si, hvor jeg bedst skulde stikke mig bort. Jeg forsøkte at følge efter ham ind i stuen, men luften der — nei tak! Jeg kunde forstaa, at der sov 9 mand i et rum paa 6 × 4 m. Ingen bebøvde at fortælle mig det.
Endnu ikke en lyd. Den vækkeklokken har de vist bare for at lure sig selv, indbilde sig, at de tømer ur. Men jo — hysj — — „Lindtrom, Lindtrom![1] Nu maa du jaggu se til at komme op, get! Klokka har da holdt leven nok synes jeg!” Det er Wisting — jeg kjender ham paa stemmen —. Wisting er nok en morgenfugl. —
Et forfærdelig brak: Det er Lindstrøm, som lister sig ut av køien. Hadde han været sen til at tørne ut, saa var han neimen ikke sen om at komme i klærne. En, to, tre stod han midt i døren med en liten lampe i haanden. Det var nu ved 6 tiden. Han saa godt ut. Rund og kjukk, som da jeg saa'n sidst. Han var klædt i tykke, mørkeblaa klær. Paa hodet bar han en strikket hætte. Gad vite hvorfor? Det var sandelig ikke koldt herinde. Jeg har ofte kjendt det koldere i kjøkkenene hjemme paa landet om vinteren. Saa det kunde altsaa ikke være grunden. Aa, nu har jeg det! Han er skaldet og generer sig for at vise sit ømme punkt. Det pleier gjerne at være tilfældet med alle skaldede folk. De liker ikke at nogen ser det.
Det første han gjør er at lægge paa komfuren. Denne staar under vinduet og optar halvparten av det 2 × 4 m.
store kjøkken. Hans maate at lægge i paa er det første, som
- ↑ Han gik under navnet Lindtrom ikke Lindstrøm.
