som fik lange følger, for den ene utgravning drog den anden efter sig, og vi endte ikke, før vi hadde en hel underjordisk by.
Sandsynligvis var det et av de interessanteste arbeider, som er gjort rundt nogen polarstation. Vi skal begynde med den morgen, vi tok det første spadetak i driven. Det var torsdag 20. april. Mens 3 mand klemte paa at grave sig ret ind i skavlen fra husdøren mot vest, klemte 3 andre paa med at forbinde den med huset. Det blev gjort ved at strække bordlemmer — de samme som vi hadde brukt paa dækket ombord for at beskytte hundene — fra skavlen og bort paa bislagtaket. I den aapne del mellem skavlen og bislaget paa nordsiden blev der fyldt helt ut til en solid væg, som gik litt op under det nylagte tak. Rummet mellem bislaget og skavlen paa søndre væg lot vi staa aapen til utgang.
Men nu hadde vi faat ren byggefeber, og nu blev der fremsat det ene forslag mer storslaat end det andre. Saaledes blev vi enige om at grave ut gangen i skavlens hele længde og avslutte den i en stor snehytte, hvor vi skulde ha dampbad. Jo, det var planer. Dampbad paa 79° s. br. Hanssen, snebygger av profession, gik igang med hytten. Han bygget den ganske liten og solid og videt den ut nedover, saa den maalte 12 fot fra gulv til tak, da den endelig var helt færdig. Her skulde vi nok faa plads til at indrette dampbad.
Imidlertid hørte man ganggraverne avansere. Man kunde høre lyden av deres hakker og spader komme nærmere og nærmere. Dette var for meget for Hanssen. Da han nu var færdig med hytten, klemte han paa med at grave de kommende imøte. Og naar han først begynder
