Hanssen hadde depotet at holde iorden og hente hjem alt
hvad vi fik bruk for. Wisting hadde alt utstyr at passe paa
og var ansvarlig for, at ingen ting blev rørt uten tilladelse.
Bjaaland og Stubberud skulde holde orden i bislaget og
rundt huset. Lindstrøm hadde kjøkkenet — det
haardeste og mest utaknemlige arbeide paa en saadan
færd. Der er ingen som sier noget, saalænge maten er
god. Men la kokken være uheldig og svi suppen en
dag, saa skal man høre. Lindstrøm hadde den fortrinlige
egenskap at han var, hvad han kaldte „like rund”. Jeg
trodde i begyndelsen, at dette sigtet til hans legemsform,
men opdaget senere min feiltagelse. Det betyder „like
glad”. Og det var han virkelig ogsaa.
Den 19. april saa vi solen for sidste gang, idet den da gik under vor horisont — bakkekammen i nord. Den var intens rød og omgit av et flammende ildhav. Først den 21. gik den under for godt. Nu var altsammen saare godt, hvad huset angik; det kunde ikke bli bedre. Men bislaget, som vi oprindelig hadde tænkt at benytte til arbeidsrum, viste sig snart for litet, mørkt og koldt. Desuten foregik al trafik gjennem dette rum, saa arbeidet vilde bli meget hindret, lange stunder stoppet. Ved siden av dette mørke hul hadde vi intet arbeidsrum, og vi hadde meget arbeide at utføre. Stuen vor kunde jo nok brukes, men da vilde man staa opi hændene paa hverandre hele dagen igjennem og gaa i veien for hverandre. Desuten vilde det ikke være bra at bruke til verksted det eneste rum, hvor vi fra tid til anden kunde finde hygge og fred. Jeg vet nok at det er almindelig skik og bruk at gjøre det, men jeg har bestandig syntes, at det er en daarlig ordning.
