mørketiden vilde si. Det var saasandt ingen fornøielse. Hun hadde derfor skyndtet sig og nedkom straks den oprindelige „stiftelse” var i orden. Nu kunde hun i ro og mak „i den nedgaaende sols sidste straaler” se fremtiden imøte. Ved mørkets frembrud vilde ungene kunne klare sig selv. „Kamilla” hadde forresten et eget syn paa barneopdragelse. Hvad det var, som ikke behaget hende ved stiftelsen, vet jeg ikke; men sikkert er det, at hun foretrak alle andre steder. Det var ikke sjelden at møte „Kamilla” i 30 graders kulde og rykende kuling med en av sit avkom i munden. Hun skulde da ut og finde en ny plads. Imens hylte og skrek de 3 andre, som maatte vente. De pladser hun valgte var som regel alt andet end komfortable, efter vort skjøn. En kasse som stod paa kant like mot vinden for eksempel. Eller bak en plankestabel, hvor trækken stod gjennem som i en rigtig god fabrikskorsten. Men naar hun likte det saa. .... Hvis man saa lot familien i fred paa et saant sted, kunde hun tilbringe flere dager der, til hun paany drog paa vandring. „Stiftelsen” vendte hun aldrig frivillig tilbake til. Det var forresten ikke sjelden at se Johansen, som var familiens forsørger, komme halende med damen selv og saa mange av hendes smaa som han i farten kunde faa fat i. Under formanende ord tok han saa og puttet dem ind i „stiftelsen”.
Samtidig hermed indførte vi ogsaa en ny ordning med hundene vore. Hittil hadde vi maattet holde dem bundne for sæljagtens skyld. Ellers drog de ut paa egen haand og herjet. Der var især enkelte som udmerket sig. Vi hadde saaledes Wistings „Majoren”. Han var født jæger. Skydde intet, naar det gjaldt jagt. Saa hadde vi Hassels „Svarten”. Den hadde dog den egenskab, at den ruslet
