barrieren mot nord naadde solen. Gylden rød laa barrieren badet i morgensolens straaler. Det glitret i rødt, det skinnet i guld mot den takkede række av mægtige skrugarer, som begrænser vor barriere mot nord. Der aandet en usigelig ro og fred over det hele. Men fra „Framheim” steg røken rolig i veiret og forkyndte, at den aartusener lange fortryllelse var brutt.
De var tungt lastet da de drog sydover. Jeg saa dem langsomt forsvinde over kammen ved startpladsen. Det blev en rolig tid den som fulgte, efter alt slit og jag for for at bli færdig. Ikke saa, at vi sat med hændene i skjødet, vi to som blev hjemme. Vi benyttet tiden godt. Det gjaldt nu først og fremst at faa den metereologiske station i god stand. Den 1. april var alle instrumenter i fuld gang. I kjøkkenet var vore to kviksølvbarometre, 4 aneroid, barograf, termograf og et termometer ophængt. De hadde sin plads i en god, vel beskyttet krok længst borte fra komfyren. Til vore instrumenter ute hadde vi ikke noget hus endnu, men det gik underbestyreren ivei med at fabrikere saa hurtig som mulig. Og saa rapfingret var han, at da depotpartiet vendte tilbake, stod det fineste instrumentbur der ute paa bakken, hvitmalt, saa det lyste lang vei. Vindfløien var et kunstverk, arbeidet av vor dygtige maskinist Sundbeck. Den fineste fabrik kunde ikke levert den vakrere og smagfuldere. I instrumentburet hadde vi termograf, hydrometer og termometre.
Observationer gjorde vi kl. 8 morgen, kl. 2 eftermiddag og kl. 8 aften. Naar jeg var hjemme, var det mig, som tok dem. Var jeg borte, var det Lindstrøms arbeide.
Natten til 11. april ramlet noget ned i kjøkkenet — efter Lindstrøms utsagn var det et sikkert merke paa, at
