sin store, tykke ven i bakken og stod en tid over den. Sandsynligvis for at tilkjendegi den anden, at han endnu var uindskrænket bas, — uomstøtelig og uomtvistelig. Stakkars Fixegutten, han saa høist slukøret ut, da han kom sig op igjen. Men det varte ikke længe. Han hævnet sig snart paa en anden, som han med sikkerhet visste, at han greide.
For at gi et indblik i vort liv, som det artet sig i denne tid, skal jeg citere en dags optegnelse av min dagbok: 25. mars — lørdag. „Deilig mildt veir ÷14° C. i hele dag. Ganske svak bris fra sydostkanten. Vore sæljægere, det fra 81° s. br. hjemvendte parti, var ute i formiddag og kom hjem med 3 sæl. Ialt nu 63 sæl efter deres tilbakekomst, 11. mars. Vi har nu fuldstændig nok av fersk kjøt baade til os selv og til alle hundene. Sælbiffen blir vi gladere og gladere i for hver dag. Vi skulde gjerne allesammen spise den til alle maal, men for sikkerhets skyld varierer vi litt. Til frokost — kl. 8 — har vi nu fast: „Hotcakes” med syltetøi, et produkt, som Lindstrøm vet at tilberede paa fineste maate. Det kan ikke serveres bedre i de bedste amerikanske hjem. Dertil har vi smør, brød, ost og kaffe. Til middag har vi for det meste sælkjøt[1] samt dessert i form av hermetiske California-frugter, pay, hermetisk pudding. Om aftenen: sælbif med tyttebærsyltetøi, ost, brød, smør og kaffe. Hver lørdag aften en toddy og en cigar.
Jeg maa aapent bekjende, at jeg aldrig har hat saa gode dager. Alle trives ogsaa udmerket, og jeg har det
bestemteste indtryk av, at det hele maa krones med held.
- ↑ Vi skjøt dog litt mere hermetik ind her utover vinteren.
