at de andre karamelpuddinger var like i nærheten. Ganske rigtig, der stod de i række og rad som en flok soldater i geled. O Lindstrøm, hvor længe vil denne orden vare? Ja, det var selvfølgelig en sætning, jeg henvendte i dypeste hemmelighet til mig selv. Jeg blader i min dagbok. Paa torsdag 27. juli finder jeg følgende strofe: „I proviant gangen er der nu kaotisk forvirring. Hvor maa jeg ikke tænke paa hine dager, da man uten lygt eller lampe kunde finde, hvad man ønsket! Strakte man naanden ut for at faa fat i en plumpudding, kunde man være sikker paa at faa en plumpudding i haanden. Og saadan kunde man gaa frem overalt i Lindstrøms departement. Men nu — du gode Gud! — jeg generer mig for at fortælle, hvad der hændte mig igaar. Jeg vandret derut i grønneste uvidenhet om de nu herskende tilstande, lys hadde jeg selvfølgelig ikke med. Alt stod jo paa plads. Jeg strakte haanden ut og grep til. Efter min beregning skulde jeg da være i besiddelse av en pakke lys. Men eksperimentet slog feil. Det, jeg holdt i haanden, kunde umulig være en pakke lys Jeg kjendte tydelig, at det var noget uldent. Jeg la gjenstanden fra mig og grep til det gamle, gode middel at rive av en fyrstikke. Vet De hvad det var? En gammel, skidden underbukse! Og vil de vite, hvor jeg fandt den? Midt mellem smørret og konfekten. „Det var uld og mel i en pose det”. Men nu skal ikke Lindstrøm ha skylden. I denne gangen rendte alle mand frem og tilbake, baade sent og tidlig, og som regel i mørke. Og hvis de rev med noget paa veien, er jeg ikke helt sikker paa, at de stoppet og tok det op igjen.
Lindstrøm hadde malt taket i stuen hvitt. Nei, hvor
