Det tok os tre dager at komme over Djævlebræen, idet veiret var usedvanlig taakefuldt.
Den 1. december forlot vi med begeistring isbræen. Den var sønderrevet av utallige revner og huller. Høiden gik op til 9100 fot. I taaken og snedrevet saa det ut som en frossen sjø; men det viste sig at være et heldende isplataa, opfyldt av smaa isblokker. Vor spadsertur over denne frosne sjø var ikke behagelig. Grunden under os var aabenbar hul, og det lød som om vi gik paa tomme tønder. Først faldt en mand igjennem, og derpaa et par hunder; men de klarte sig op igjen. Vi kunde selvfølgelig ikke bruke vore ski paa denne blankpolerte is; men med slæderne gik det forholdsvis bra. Vi kaldte dette sted for Djævelens dansesal. Denne del av vor marsj var den mest ubehagelige paa hele turen. Den 2. december naadde vi vor største høide. Ifølge hypsometeret og vort aneroidbarometer var vi paa 10 750 fots høide — det var 87° 51’ sydlig bredde. Den 8. december ophørte det daarlige veir, og solen smilte paany til os og paany kunde vi ta vore observationer. Det viste sig at observationerne og vore beregninger av den tilbakelagte distance gav nøiagtig samme resultat, nemlig 88° 16’ sydlig bredde. Foran os laa der et absolut flat plataa, kun avbrutt av smaa revner. Om eftermiddagen passerte vi ved 88° 23’ Shackletons sydligste punkt. Vi slog leir paa 88° 25’ og oprettet vort sidste depot — nummer 10. Fra 88° 25’ begyndte plateauet at synke jevnt og meget langsomt. Vi naadde 88° 29’ den 9. december. Den 10. december 88° 56’, den 11. december 89° 15’, den 12. december 89° 30’, den 13. december 89° 45’.
