Denne depottur var fuldt ut tilstrækkelig til at si os,
hvordan fremtiden laa. I rosenrødt hadde vi efter dette
lov til at se den. De tre vigtigste faktorer: terræng, føre
og trækkraft hadde vi nu prøvet, og utfaldet var, at intet
kunde bli bedre. Alting var i den skjønneste orden. Jeg
hadde altid hat høie tanker om hunden som trækdyr.
Men efter denne sidste præstation steg min beundring
for disse prægtige dyr til begeistring. La os se, hvad
mine hunder drev det til ved den anledning. Den 12.
februar gik de 19 km. mot syd med 350 kg.s last. Samme
dag 51 km. mot nord. Kun 4 av dem, „de tre
musketerer” og „Lassesen” drog helt ut, idet „Fix” og
„Snuppesen” helt ut negtet. Den vegt, de begyndte med fra 80°
s. br. var: slæden 75 kg., Prestrud 80 kg., og mig 83 kg.
Dertil kommer 70 kg. for soveposer, ski og tørfisk. En
total vegt av 300 kg. eller en vegt av mellem 70—80 kg.
pr. dyr. Den sidste dag 100 kg. En distanse av 170
km. pr. dag. Jeg tror hundene ved den anledning
godtgjorde, at de var anvendelige paa barrieren.
Ved siden av dette glimrende resultat opnaadde vi endnu mange andre ting. Først og fremst trængte spørsmaalet om det lange morgenstel sig frem. Det kunde ikke gaa saaledes paa hovedturen. Mindst to timer maatte indspares, derom var vi ikke i tvil, — men hvorledes? Jeg fik ta tiden til hjælp og spekulere paa det. En ting, som ogsaa maatte rettes paa, var vort tunge utstyr. Slædene var arbeidet med de vanskeligste terrængforhold for øie. Terrænget her var av letteste sort og tillot som følge derav det letteste utstyr. Vegten av slædene maatte kunne reduceres mindst til halvparten — ja kanske mere. Vore store skistøvler av seilduk maatte ogsaa
