fra kameratene. Ingen av os var særlig sentimentalt anlagt. Et ærlig haandtryk og saa adjø.
Vor marsjorden var saaledes: Prestrud først paa ski for at vise retningen og opmuntre bikjene. Det gik altid bedre, naar nogen gik foran. Dernæst kom Helmer Hanssen. Han fik denne plads og beholdt den paa alle turer — den ledende slæde. Jeg kjendte ham godt fra før og ansaa ham for den dygtigste hundefører, jeg hadde truffet. Han førte standardkompasset paa sin slæde og kontrollerte Prestruds gang. Efter ham fulgte Johansen, ogsaa med kompas. Tilslut kom jeg med tællehjul og kompas paa slæden. Naar jeg foretrak at kjøre sidst, da var grunden den, at jeg altid kunde se, hvad der foregik. Hvor forsigtig man end er, er det uundgaaelig, at man paa slædeturer taper gjenstande av slæden av og til. Er sidstemand opmerksom paa dette, kan ofte ubehageligheter undgaaes. Jeg kunde nævne flere ganske vigtige ting, som blev mistet paa vore turer og plukket op igjen av sidstemand.
Den haardeste job og tungeste tørn er selvfølgelig førstemands. Han skal brøite vei og drive sine bikjer frem, mens de andre bare har at følge. Derfor al ære til den som greide jobben fra første til sidste dag — Helmer Hanssen.
Forløperstillingen er saavisst heller ikke misundelsesværdig. Han slipper vistnok alle ubehageligheter med hundene, men det er forbandet kjedelig at gaa der alene og glane paa ingenting. Hans eneste adspredelse er tilropene fra første slæde: „Tilhøire litt — tilvenstre litt!” Det er ikke saa meget disse ensformige ord som adspreder ham, som tonen, hvori de blir ropt. Av og til
