passelig løs sne dækket over et haardt underlag og gjorde det meget bekvemt for skiene. Terrængforholdene fortalte os med det samme, at vi hadde valgt den rette skitype — slettetypen, lang og smal. Vi hadde opnaadd hvad vi vilde, at finde en opstigning for vor marsj mot syd, og banen var fri. Dette sted blev senere merket med flag og gik under navn av „Startpladsen”.
Baade paa utveien og paa tilbakeveien passerte vi store flokker av sæl, som laa og sov. De brydde sig ikke det fjerneste om os. Gik vi bort og vækket dem, saa løftet de litt paa hodet og betragtet os et øieblik, rullet saa over paa den anden side og sov videre. Det var tydelig at se, at disse dyr her paa isen ingen fiender hadde. De vilde nok ha utsat sine vagtposter, som deres brødre i nord gjør, hvis de hadde hat noget at frygte.
Vi brukte idag skindklær for første gang. Det var renskindsklær av eskimosnit. Men de viste sig for varme. Det blev ogsaa vor erfaring senere. I lav temperatur er de uten sammenligning bedst. Men her sydpaa hadde vi som regel ikke lav temperatur paa vore slædereiser. De faa ganger vi observerte nogen kulde at tale om, var vi altid i skind. Da vi kom hjem den kveld fra vor rekognoscering, behøvde vi ikke gaa i dampbad.
Den 10. februar klokken 9 ½ formiddag startet den første ekspedition mot syd. Vi var 4 mand med 3 slæder og 18 hunder, 6 for hver slæde. Lasten beløp sig til ca. 250 kg. proviant pr. slæde. Desuten proviant og utstyr beregnet for turen. Hvor lang tid den vilde komme til at vare, kunde vi ikke tilnærmelsesvis beregne, da alt var ukjendt. Paa slædene førte vi i særdeleshet hundepemmikan til depotet — 160 kg. pr. slæde, desuten en
