døren! Blank, fin linoleum overalt, baade i kjøkkenet og i dagligstuen. Vi hadde grund til at være lykkelige og glade. Det næste vigtige arbeide var utført og paa langt kortere tid end jeg nogensinde hadde haabet. Veien mot maalet aapnet sig mer og mer. Vi begynder at kunne skimte slottet i det fjerne. Endnu sover hun, men tiden nærmer sig, da hun skal vækkes med et kys.
Det var en glad skare, som kom sammen i hytten den første aften. Gramofonen spilte, og vi drak fremtidens skaal.
Alle de voksne hunder var nu bragt herop og stod bundet til staaltaugene. Det kan nok være de underholdt os med musik. Men da de var samlet paa en flek, var det jo et vældig kor, og det holdt under anførsel av en eller anden storsanger daglige — og hvad værre var — natlige konserter. Forunderlige dyr! Hvad var deres mening med denne uling? En begyndte, saa to, saa nogen flere, og saa tilslut alle 100. De sætter sig som regel under en saadan konsert vel tilrette, strækker hodene saa høit i veiret, som de kan og uler av hjertens lyst. Under denne akt ser de yderst optat ut og lar sig nødig forstyrre. Merkeligst er dog maaten konserten ender paa. Den hører nemlig pludselig op over hele linjen. Ingen efternøler, intet 10de hurra. Hvad er det, som dikterer denne samtidige stans? Jeg har iagttat og studert dem gang paa gang uten at finde det ut. Man skulde tro, det var en vel indstudert sang av bestemt længde og med sikker avslutning.
Har dyrene evne til at meddele sig til hverandre? Spørsmaalet er overordentlig interessant. Ingen som har færdes længere tid sammen med eskimohunden
