det gik ikke med nogen fart. Efter en halv times marsj stod vi alt ved det første vigtige punkt — forbindelsen mellem sjøisen og barrieren. Denne forbindelse hadde stadig spøkt i vore hjerner. Hvorledes vilde den bli? En høi, lodret iskant, som vi med møie og slit skulde talje vore saker op paa, ved hjælp av takler? Eller en stor, farlig revne, som vi ikke kunde komme over uten lange omveier? Det laa nær for os at tænke noget slikt. Motstand i en eller anden form maatte vel dette vældige og forfærdelige uhyre byde paa.
Den mystiske barriere! Alle beretninger uten undtagelse, like fra salig fader Ross’s dage og ned til den aller sidste tid, hadde behandlet denne merkelige dannelse av naturen med ængstelig ærefrygt. Det var som man mellem linjerne stadig kunde læse den samme sætning: „Hys, stille, stille! — den mystiske barriere!”
En, to, tre, og et bitte litet hop, — og barrieren var besteget.
Vi saa paa hverandre og smilte. Sandsynligvis hadde vi alle samme tanke. Uhyret hadde alt begyndt at tape noget av sin mystik, det forfærdelige noget av sin gru, det ubegripelige var blit helt forstaaelig.
Uten sverdslag hadde vi holdt indtog i vort rike. Barrieren var paa dette sted ca. 20 fot høi, og overgangen mellem den og sjøisen fuldstændig utfyldt av foksne, saa opgangen formet sig som en liten, ganske svakt stigende bakkeskraaning. Dette sted skulde saa visst ingen motstand byde os.
Hittil hadde vi gjort vor fremrykning uten bræline. Vi visste at sjøisen ikke bød paa skjulte vanskeligheter. Men hvordan det vilde arte sig indover barrieren var et andet
