skutens dæk var igjen blit et stabilt underlag, og efter to maaneders uavladelig øvelse i at sætte „sjøben” kunde vi igjen bevæge os utvungent. Bare det var en fest.
Den næste dags formiddag ved 9-tiden fik vi den første anledning til at gjøre fangst. En svær Weddellsæl blev observert paa et isflak ret forut. Vor tilnærmelse tok den med knusende ro, den fandt det ikke umaken værd at røre sig av flekken, før den efter at ha faat et par geværprojektiler tillivs, var blit overbevist om situationens alvor. Den gjorde da et forsøk paa at naa hen til vandet, men det var vel sent. To mand hadde alt kommet sig op paa flaket, og det værdifulde bytte var sikret. I løpet av et kvarters tid laa bæstet paa vort dæk, spækket og partert av øvede næver. Det var med et slag mindst 300 kg. hundemat og adskillige rationer for mennesker med. Vi gjorde det samme kup tre ganger til i dagens løp og hadde dermed over en ton fersk kjøt og spæk.
Det behøver neppe siges, at der den dag var et ordentlig spisekalas ombord. Hundene gjorde sit yderste for at utnytte anledningen. De aat simpelthen til benene ikke vilde bære dem længer. Med god samvittighet kunde vi unde dem fornøielsen. Hvad os selv angaar, kan det vel forutsættes, at vi nogenlunde passet maaten, men middagsmaten fik en strykende avsætning. Sælbiffen hadde mange ivrige tilhængere paa forhaand, og den fik i en fart flere. Suppen, hvori vore udmerkede grønsaker kom rigtig til sin ret, blev kanske endnu mere yndet.
Det første døgn efterat vi kom ind i isen var denne saa svak, at vi praktisk talt hele tiden kunde holde vor kurs og fart. De to paafølgende dager gik det ikke fuldt
