skibet fra for til agter opnaadde vi, at allesammen stadig laa i skyggen, og saalænge de ikke blev direkte utsat for solstraalene, var der ingen fare for, at det skulde gaa galt. Hvor godt de klarte sig fremgaar bedst av det faktum, at ikke en av dem var paa sykelisten for varmens skyld. Paa turen indtraf i det hele bare to dødsfald foraarsaket av sygdom, i det ene tilfælde var det en tispe, som kreperte efter at ha sat 8 hvalper til verden — en affære som like saa godt kunde ha tat livet av den under andre forhold ogsaa. Hvad dødsaarsaken var i det andet tilfælde kunde vi ikke bringe paa det rene. Smitsom sykdom var det ialfald ikke.
Noget av det vi frygtet mest for var epidemisk sygdom blandt dyrene; men takket være den omhu, hvormed de var utvalgt, var der intet tegn til noget slikt.
I nærheten av ækvator, mellem nordost- og sydostpassatens enemerker, træffer man det saakaldte stille belte. Dette beltes beliggenhet og utstrækning varierer noget med aarstidene. Er man slumpeheldig, kan det træffe, at den ene passat praktisk talt gaar over i den anden, men som regel vil dette strøk byde paa en ganske drøi forsinkelse for seilskibe. Enten er der hyppig vindstille eller ogsaa omløpende og ustadig vind. Vi kom der paa en uheldig tid av aaret og mistet nordostpassaten allerede 10 grader nordenfor linjen. Hadde vi faat bra med stille, kunde vi ved motorens hjælp i forholdsvis rimelig tid kommet over, men vi saa ikke noget større til vindstille. Der blaaste som regel en trassig søndenvind, og der skulde ikke meget til av den sort for at gjøre de sidste nordligere breddegrader drøiere, end vi syntes om.
Forsinkelsen kunde være kjedelig nok, men vi oplevde
