betydningsfulde anledning. Forresten var jeg ikke den eneste, som var fornøiet, lot det til. Der var slikt humør og liv i leiren den kveld, at man snarere skulde tro, vi var vel færdig med verket, end at det hele laa foran os ufuldført, ja neppe nok paabegyndt.
Foreløbig kunde der imidlertid ikke avsees synderlig megen tid til at diskutere nyheten; det gjaldt først og fremst om at komme vel avsted; siden hadde vi de mange maaneder foran os. Der blev sat en frist av to timer, hvorunder enhver kunde faa skrive til sine nærmeste der hjemme om, hvad der netop var foregaat. Brevene blev vist ikke synderlig lange, i hvert fald var de fort færdige. Den samlede post blev overlevert til min bror, som tok den med til Kristiania, hvorfra brevene blev sendt til sine respektive bestemmelsessteder; dette blev dog først gjort, efterat forandringen i vor plan var bekjendtgjort for offentligheten gjennem pressen.
Det hadde faldt let nok at meddele mine kamerater nyheten, og den kunde ikke ha faat en bedre mottagelse end den gjorde; et andet spørsmaal var det, hvad folk hjemme vilde si, naar efterretningen kom dem for øren. Vi fik senere vite, at der var faldt baade gode og onde ord. I øieblikket kunde vi ikke bekymre os synderlig om den side av saken. Min bror hadde paatat sig at overbringe meldingen om, hvorhen vi hadde tat veien; jeg misundte ham saavist ikke det hverv. Efterat vi alle hadde git ham et sidste kraftig haandtryk forlot han os, og dermed var da vor forbindelse med den travle verden avbrutt. Vi var henvist til os selv. Ingen skal kunne si, at situationen trykket os stort; vor lange reise blev tiltraadt, som det skulde være en dans; den mere
