faa ørens lyd. Saavel tilberedningen som utdelingen av denne ekstraforpleining var til sine tider temmelig brydsom; men det lønnet sig godt. Det hadde ganske sikkert set noksaa trist ut med vor hundebestand ved ankomsten til Hvalbugten, om vi hadde veket tilbage for umaken.
Tørfisken var ikke paa langt nær saa gjæv som „dængen”, men til gjengjæld var der da nok av den. Ikke saa at forstaa, at bikjene selv nogensinde trodde de kunde faa nok; nei, stjæle fra sin nærmeste skulde de; kanske var det mest for sportens egen skyld; den var ialfald overordentlig yndet, og det kostet mangen varm lusing at faa knegten til at indse det utilladelige i den. Jeg er forresten ræd for, at de drev paa med dette tyveri selv efter at de inderlig vel visste, det var galt; vanen var for gammel til at vænnes.
En anden skik eller rettere uskik, disse eskimohunder i tidenes løp har lagt sig til, og som vi under sjøreisen ialfald saavidt mulig søkte at vænne dem av med, er deres trang til at holde hylekoncerter. Hvad den egentlige mening er med disse forestillinger, om de skal være til tidsfordriv, om de er et uttryk for tilfredshet eller det motsatte, kunde vi ikke med bestemthet avgjøre. De begyndte pludselig og uforvarende. Hele flokken kunde ligge ganske stille og rolig. En enkelt, som for anledningen hadde paatat sig hvervet som forsanger, satte saa i med et langt gudsjammerlig gaul. Var de overlatt til sig selv varte det ikke længe, før hele banden faldt ind, den ene værre end den anden, og for fuld damp holdtes denne infernalske halløi gaaende, et par minutters tid eller saa. Det eneste morsomme ved opvisningen var slutten. Alle sammen braastoppet samtidig; akkurat som naar et vel
