tilfælde vilde ha faat betale for sin uforsigtighet var os en daarlig trøst. Vi kunde ikke løpe den risiko; derfor stak vi, saa lite det ellers faldt i vor smak, ind til Downs red og ankret der.
Like indenfor os hadde vi byen Deal, som er et meget besøkt badested. Den eneste adspredelse, vi hadde, var at betragte alle disse tilsynelatende sorgløse mennesker, som her fordrev tiden med at bade eller spasere omkring paa den hvite, indbydende sandstrand. De behøvde ikke at bekymre sig stort om hvilken kant vinden blaaste fra. Vort eneste ønske var, at den vilde snu eller ialfald holde op. Vor forbindelse med land indskrænket sig til avsendelsen av et bud med telegram og breve til hjemmet.
Allerede næste formiddag var det rent slut med vor taalmodighet; med sydvesten derimot ikke. Den holdt det gaaende like freidig, men det var klarveir, og derfor besluttet vi med det samme at gjøre et forsøk paa at komme vestover. Det var ingen anden raad end at gripe til det gamle middel — bauting. Vi klarte en odde, og endnu én, men mere greide vi ikke foreløbig. Vi peilte og peilte igjen, nei der var ingen fremgang at merke. Ved Dungeness maatte vi ankre paa ny, og atter smøre os med den saa høit lovpriste smurning: taalmodighet. Vi slap at ligge mere end natten over denne gang. Vinden fandt for godt at snu sig saa meget, at vi kunde strække utover ved daggry. Men motvind var det, og krydse maatte vi omtrent hele den engelske kanal igjennem. En hel uke gik med til at klare disse 300 kvartmil. Det er litt drøit, naar man har slike distanser foran sig som vi.
