dagen efter til Kristianssand, hvor jeg igjen mødte den. Her forestod paany en række travle dager. I et av toldbodens pakhuser var ophobet en mængde saker, som skulde ombord: Ikke mindre end 400 bundter tørfisk, alt ski- og slædeutstyr, en vognladning med træmaterialer o.s.v. Paa Fredriksholm ute ved Flekkerø hadde vi faat plads for kanske det vigtigste av altsammen — passagerene, de 97 polarhunder, som i midten av juli var ankommet fra Grønland med dampskibet „Hans Egede”. Skibet hadde hat en temmelig lang og strid overreise, hvorfor hundene ved ankomsten nok var litt medtat, men de hadde ikke været mange dager paa holmen under Hassels og Lindstrøms tilsyn, før de igjen var i fuld vigør. Rikelig tilgang paa fersk kjøt gjorde underverker. Den før saa fredelige holme med levningene av den gamle fæstning gjenlød hver dag og undertiden om nættene med av de herligste hylekoncerter. Disse musikalske præstationer tiltrak en mængde nysgjerrige besøkende, som nok hadde lyst til at underkaste korets medlemmer et nøiere eftersyn. Til visse tider aapnet vi derfor adgang for publikum til at se dyrene. Det viste sig snart, at en flerhet av hundene saa langt fra at være glubske eller sky, tvertimot satte overmaade stor pris paa disse besøk. Det kunde jo hænde, at der vanket en ekstra smakebit i form av et stykke smørbrød eller lignende. Desuten var det en liten opkvikkelse i det for en polarhund utvilsomt litet tiltalende liv at staa fastbundet. Hver eneste en av dem var nemlig forsvarlig lænket. Dette var nødvendig, særlig for at hindre indbyrdes stridigheter. Det hændte ikke saa sjelden, at en eller flere kom sig løs, men de to vogtere var altid parate til at knipe rømlingene. En enkelt
