med tanken. Allerede dagen efter ankomsten frembød skutens dæk den mest hverdagslige scene, man kunde ønske sig. Indlastningen var begyndt.
Fra det historiske museums kjælder gik det lange tog av proviantkasser ustanselig ned i „Fram’s” rummelige indre, hvor løitnant Nilsen med de 3 nordlændinger var parat til mottagelsen. Denne forløp ikke saa ganske enkelt. Den var tvertimot meget høitidelig. Det var ikke nok at vite alle kasser vel ombord; opgaven var at holde greie paa, hvor hver enkelt kasse var placert og desuten at stuve dem slik, at man letvint kunde faa fat i den for fremtiden. Et vanskelig stykke arbeide var det, og det blev ikke synderlig lettere ved at der maatte tas hensyn til de talrige luker, som førte ned til underrummet, hvor de svære petroleumsbeholdere stod. Alle disse luker maatte være tilgjængelige; ellers vilde vi være avskaaret fra at pumpe oljen over til maskinrummet.
Men Nilsen og hans medhjælpere greide sin opgave med glans. Av de flere hundrede kasser var der ikke en, som kom paa vildstraa; ikke en var forstukket slik, at den ikke i en fart kunde bringes for dagens lys.
Samtidig med provianten tok vi ombord den øvrige utrustning. Hver enkelt av ekspeditionens medlemmer var ivrig paafærde med at sørge bedst mulig for sit eget departement. Det var ikke netop smaating, det her var tale om. Man kan bryte sin hjerne i det uendelige paa forhaand: nye krav vil stadig melde sig, — helt til der sættes en stopper ved at kaste fortøiningene og gaa. Denne begivenhet rykket os sterkt ind paa livet med juni maaneds indtræden.
Dagen før avreisen fra Kristiania hadde vi den ære
