kikkerter, en Zeiss og en Goertz, og snebriller fra dr. Schanz. Vi hadde forskjellige sorter glas, saa vi kunde skifte, naar vi var blit kjed av en farve. Selv bar jeg under hele opholdet paa barrieren et par almindelige stangbriller med ganske let farvede gule glas. Disse er ved en kemisk proces præparert saadan, at de tilintetgjør de skadelige farver i solstraalene. Hvor ypperlige disse briller er fremgaar klart nok av, at jeg ikke en eneste gang paa færden mot syd hadde streif av sneblindhet, endda brillene var fuldstændig aapne og tillot lyset at trænge frit ind overalt. Nogen vil kanske indvende, at jeg er mindre mottagelig for denne sygdom, men jeg vet av personlig erfaring, at saa ikke er tilfælde. Jeg har flere ganger tidligere været sterkt medtat av sneblindhet.
To fotografiapparater, lufttermometer, to aneroidbarometre med høideinddeling til 15000 fot og to hypsometre. Hypsometer er bare et fint inddelt temperameter, hvormed man bestemmer høidepunktets beliggenhet, og derved høiden over havet. Maaten er baade liketil og paalidelig.
Det medicinske slædeutstyr var skjænket av et firma i London. Den maate sakene var pakket paa taler for hele utstyret. Ikke en rustplet paa naaler, sakser, kniver o. s. v., skjønt de har været utsat for stor fugtighet. Vort eget utstyr, som var kjøpt i Kristiania, og efter sælgerens sigende var usedvanlig godt pakket, var efter kort tids forløp saa medtat, at hele utstyret nu er fuldstændig ødelagt.
Selve slædeprovianten maa omtales med nogen ord. Pemmikanen har jeg allerede talt om før. Jeg har aldrig anset det nødvendig at ta en hel kolonialforretning med paa en slædefærd. Enkelt og nærende og dermed basta. En rik
