Side:Amundsen,Roald-Sydpolen I-1912.djvu/172

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


det vand, som nødvendigvis til stadighet maa løpe frem og tilbake paa dækket ombord i et dyplastet fartøi paa vei til Sydhavet. Gjennem tropene gjorde dækket dobbelt tjeneste. Det frembød altid en noget avkjølet overflate, fordi der nemlig stod en frisk kjølig luftstrøm mellem de to dæk. Hoveddækket, som var sort av tjæreindsætning, vilde blit uutholdelig varmt for dyrene. Borddækket var høit og holdt sig nogenlunde hvitt den hele tid. Desuten medførte vi solseil, væsentlig av hensyn til hundene. Disse seil kunde strækkes over hele fartøiet og til stadighet beskytte dyrene mot den brændende solvarme.

Jeg maa endnu smile, naar jeg tænker paa de med lidende røster man hørte hist og her, ja til og med saa paa prent om „dyrplageriet” ombord i „Fram”. Antagelig skrev de sig fra ømhjertede mennesker, som holdt „bannhund”.

Ved siden av vore firføttede kamerater hadde vi ogsaa med en toføttet én, ikke saa meget for det alvorlige arbeide i polaregnene som til behagelig underholdning underveis. Det var vor kanarifugl „Fritjof”. Det var en av de mange gaver til ekspeditionen og ikke den mindst velkomne. Den begyndte at synge med det samme den kom ombord, og har nu holdt det gaaende paa to verdensomseilinger gjennem jordens mest ugjestmilde farvand. Den har sandsynligvis rekorden som polarfarer blandt sine brødre.

Senere fik vi en større samling av forskjellige familier: griser, høns, sauer, katter og — rotter. Ja, desværre, vi har sandelig følt rotter ombord, den motbydeligste av alle skabninger og det værste skadedyr jeg kjender. Men vi har erklært dem krig, og fra borde skal