Side:Amundsen,Roald-Sydpolen I-1912.djvu/158

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


skulde være første og eneste anløpssted. Derfra skulde saa kursen sættes ad bedste vei for et seilskib — andet kan jo nemlig ikke „Fram” betragtes som — syd gjennem Atlanteren og vest gjennem Sydhavet, søndenom Kap det gode haab og Australien, for saa endelig omkring nytaar 1911 at trænge gjennem pakisen og ind i Rosshavet.

Som operationsbasis hadde jeg valgt det sydligste sted vi kunde række med fartøi, — Hvalbugten i den store antarktiske barriere. Hertil haabet vi at række omkring 15. januar. Efter saa at ha landsat det bestemte overvintringsparti — ca. 10 mand — med materialer til hus, utstyr og proviant for 2 aar, skulde saa „Fram” gaa ut og op til Buenos Ayres for derfra at foreta et oceanografisk togt tvers over Atlanteren til Afrikas kyst og tilbake. I oktober skulde de vende tilbake til Hvalbugten og hente de overvintrede igjen. Saa langt, men ikke længer kunde avgjøres dengang. Ekspeditionens fremtidige gang kunde først bestemmes senere, naar arbeidet i syden var utført.

Mit kjendskap til Rossbarrieren hadde jeg alene fra beskrivelser; men jeg hadde studert al den literatur, som omhandlet disse egne saa vel og nøie, at jeg, da jeg første gang møtte denne mægtige masse, syntes jeg allerede hadde kjendt den i mange aar.

Efter grundig overveielse bestemte jeg mig for Hvalbugten til overvintringsplads av flere grunde. Først og fremst fordi vi den vei kunde række længere syd med fartøiet end noget andet sted, — en hel grad sydligere end Scott kunde ha haab om at række i Mc. Murdo Sund, hvor han skulde ha sin station. Og dette vilde ha en meget stor betydning for den senere slædefart mot Polen. En anden stor fordel var, at vi naadde like til