landsætte overvintringspartiet i „Barrierbugten”. De fandt den ikke østover; derfor vendte de og stod vestover langs barrieren.
Da denne del av Shackletons færd falder nær sammen med „Frams” tredje reise mot syd, maa jeg gjengi flere stykker av Shackletons egen beretning: „Jeg visste, at „Barrierbugten” praktisk talt dannet begyndelsen av Kong Edward VII’s land, og at vi derfra let kunde naa det virkelig bare land med slæder. Stedet hadde ogsaa den store fordel at det laa 90 kvartmil sydligere end noget andet sted vi kunde række med fartøiet. En anden meget vigtig omstændighet var den, at fartøiet vilde ha langt lettere for at række dette sted end selve Kong Edward VII’s land, som vi kanske slet ikke kunde komme ind til, hvis isforholdene var ugunstige. Flere av mine kamerater fra „Discovery”-ekspeditionen ansaa ogsaa „Barrierbugten” for at være en heldig plads for vinterkvarter. — Men i polarforskningen gaar det ikke altid efter den lagte rute, og selv den bedste plan maa ofte forandres. Vi stod vestover langsmed barrieren, og efter kartet skulde vi være ved „Barrierbugten” klokken 6 om morgenen. Men ingen bugt var at se. Vi passerte Borchgrevinks bugt klokken 8 formiddag og fik da fuld visshet for, at „Barrierbugten” hadde ophørt at eksistere. Barrieren hadde kalvet, og milelange stykker av den var brukket løs og drevet ut i havet. Derved var „Barrierbugten” og Borchgrevinks bugt blit forenet til en svær opgrundet bugt, som vi gav navnet „Hvalbugten”.
Dette var en stor skuffelse for os, men samtidig maatte vi prise vor lykke, at „Barrierbugten” forsvandt før, og ikke efter at vi hadde opslaat vor leir der. Det var
