Den 18. februar passertes polarcirkelen i isfrit hav, og
først den 22. blev fartøiet stoppet paa 70° 25’ s. br.
Dybden her blev fundet at være 5000 m.
Den fremrykkede aarstid tvang nu ekspeditionen mot nord for at søke vinterhavn. En saadan fandt de paa Laurie Island, en av Syd-Orkneyøene. Vinteren blev benyttet til et uophørlig videnskabelig arbeide.
I midten av februar staar atter „Scotia” mot syd, denne gang under heldigere forhold.
De hyppige lodskud viste temmelig jevne bundforhold, indtil 72° s. br. og 18° v. l. var rukket. Da grumset det hurtig op.
Den 6. mars saa man land — nyt land — sneklædt og bølgeformig stige op til en anselig høide. En tæt pakis langs land umuliggjorde ethvert forsøk paa landing. Den høieste sydlige bredde paa denne færd var 74° V s. br. og 22° v. l.
Landet fik navnet Coats land efter James og Andrew Coats, som i væsentlig grad hadde støttet Bruce.
I forreste række blandt vor tids antarktiske forskere staar den franske videnskapsmand dr. Jean Charcot. Ved sine to ekspeditioner 1903—05 og 1908—10 lykkedes det ham at lægge store strækninger av det ukjendte kontinent aapne. Nøiere kjendskap til Alexander den Istes land skylder vi ham; opdagelsen av Loubets, Fallières og Charcots land er likeledes hans verk.
Ekspeditionene var glimrende utstyrt, og det videnskabelige utbytte blev overmaade rikt. Hvad man særlig maa beundre ved Charcots ekspeditioner var, at han valgte et av de vanskeligste felter av den antarktiske zone at arbeide i. Isforholdene her er overordentlig
