hævede sin røst mod krigens rædsler og arbeidede for oprettelsen af en almindelig fredsforening blandt alle folk. Han var ogsaa en af stifterne al det amerikanske bibelselskab, hvis love han var med at forfatte. Efter et daadrigt liv døde dr. Rush i 1813, 68 aar gammel.
Foruden Rush maa Benjamin Franklin og gen. Putnam nævnes som mænd, der tidlig angreb drikkeskikken i videnskabens navn.
Maaske past. Lyman Beecher mere end nogen anden mand paa sin tid var middel til at henlede nationens opmerksomhed paa drikkelasten. Han blev selv i 1808 vakt til erkjendelse ai drikkeondets forfærdelige magt ved at se, hvorledes en skjænkevert bragte giften ud blandt Montauk-indianerne og fordærvede dem. Og ved at læse dr. Rush’s afhandling kom følelsen af drikkelastens vederstyggelighed endnu tyngre over ham.
I 1812 overvar han et kongregationalistisk kirkemøde og fik der høre oplæst rapporten fra en komite, der var tilsat for at tage drikkespørgsmaalet under overveielse og give svar paa spørgsmaalet: Hvorledes kan drukkenskaben forebygges? Rapporten var svag og afvisende. Drukkenskabens tiltagen beklagedes, men man saa ikke noget middel til at afhjælpe den. Da blev Lyman Beecher harm. Han reiste sig i forsamlingen og foreslog, at komiteen skulde opiøses og sn ny vælges. Forslaget gik igjennem, og Beecher blev formand paa den nye komite. Og nu kan det hænde, at resolutionerne fik en anden klang. Næste dag kom han ind med en rapport, som han selv siger var det vigtigste skrift, han nogensinde havde forfattet. Rapporten anbefalede, at presterne skulde prædike afhold, at berusende drikke skulde fjernes fra preste- og kirkemøder, at kirkemedlemmer skulde være afholdende og ikke befatte sig med handel af berusende drikke, at forældre skulde banlyse spirituosa fra hjemmene og
