havde bortført alle Heste, og at det i det Hele gik temmelig langsomt og forvirret med Troppernes Forsyning.
Efter at have efterladt 3 Batailloner og 1 Kompagni ved Onstadsund og Grønsund drog Lützow med den øvrige Hær til Moss. Her forblev han en Dagstid for at proviantere og indhente nærmere Efterretning om Fienden, hvorpaa han drog længere mod Syd for at dække Fredrikstad, have fri Adgang til Søen og iagttage Fienden;
„Den, som Intet vover, han Intet vinder,“ finder sin Anvendelse paa Lützow. Den Hær, som han var saa bange for at „hazardere“ mod den flygtende Fiende, blev næsten kampudygtig ved Mangel paa Levnetsmidler og ordentlig Forpleining, som frembragte Sygdomme. Dertil kom, at medens de nationale Tropper, som taalmodig havde baaret et Vinterfelttogs mange Møier og Savn, fremdeles lede Mangel næsten paa Alt, vare de fra Danmark opsendte Krigsfolk godt klædte og bleve pleiede og lønnede efter Feltreglementet, hvoraf igjen Mismod og Skinsyge hos de Nationale var en naturlig Følge. Under 29 Mai fremfører Lützow fra sit Hovedkvarter Nygaard ved Fredrikstad sine Krigsfolks Klager over, at de under det langvarige og besværlige Felttog ei kunde leve, hvis Kongen ei lod dem vederfares den Naade, at ogsaa de bleve forpleiede efter Feltreglementet. De havde lidet af Telte og anden nødvendig Feltudrustning, hvorfor det var at befrygte, at de, som i Begyndelsen af Marts i den strengeste Kulde ligesom nu i Varmen Dag og Nat maatte ligge under aaben Himmel, gjøre svær Tjeneste og lade sig nøie med bart Brød og ringe Kost, vilde bortrykkes af store Sygdomme. At de fra Danmark ankomne Regimenter vare forpleiede efter Feltreglementet og godt forsynede, havde blandt hans Tropper frembragt temmelig Mismod og Skinsyge, især da de i Norge værende Officierer og Betjente mente, at de for det første havde udstaaet sværere
