blev rørt, Garnisonen blev trukken ind i Fæstningen og Bønderne over det hele Land bleve opbudne under Livs Straf[1]. General Lützow, som stod ved Fredrikstad, og Brigadeer Ove Wind, der kommanderede ved Vinger, bleve strax beordrede at ile til Christiania og der forene sig med Oberst Johan Henrik Garmann, Chef for det vesterlenske Infanteriregiment, og Generalmajor Jens Maltesen Sehested, der med de faa Krigsfolk, som fandtes, strax havde besat Passet ved Gjelleraasen. „Men her“ beretter Nobel, „var nu Gud med sin Haand atter tilstede; thi dersom Mørner, som laa mellem Lützow og os, og Kongen af Sverige, som laa mellem Wind og os, havde afskaaret dem, saaledes som de begge lettelig kunde have gjort, da havde Norge atter staaet paa Spil, men begge disse gode Mænd, nemlig Lützow og Wind, viste ved deres Marsch en berømmelig Klogskab. Den første kom 8 Timer førend Mørner, og saaledes kom han igjennem, og den anden tog en Tour mod Befaling og gik fjeldveis uden Trommeslag forbi Kongen af Sverige, og saaledes kom han med hver Mands Forundring igjennem.“
Efterat Lützow den 13 Marts[2] i Christianias Omegn havde forenet sig med Sehested, Garmann, J. O. Brockenhusen og Flere og nogle Dage senere med Brigadeer Wind, bestod den norske Hær af 1200 Dragoner og 5600 Mand Fodfolk foruden en stor Hob Bønder, der vare opbudte, men savnede Vaaben, Proviant, Øvelse og Anførere. Med disse Folk kom Slotsloven selv i Forlegenhed, da man ei ret vidste, hvortil man skulde bruge dem. Følgen var, at de stakkels Folk lede meget af Hunger og Kulde i den strenge Vinter. Nogle bade om
