syntes noget urolig, men var særdeles venlig mod Alle.
Søndagsmorgenen havde han gjennemlæst nogle Papirer,
som Feltmarskalst Mörner havde tilstillet ham, og som
sandsynlig indeholdt Angivelser og Advarsler i Anledning
af et Anslag mod hans Person. De havde længe ligget
ulæste. Nu gjennemlæste han dem flygtig og stak dem
til sig, men efter Gudstjenesten kastede han dem paa Ilden
og overantvordede saaledes sine Modstanderes Navne
til Glemsel. Han beholdt kun hos sig sin Bønnebog og
Gustav Adolfs Portræt[1]. Saaledes i sit Hjerte forsonet
med sine hemmelige Fiender, som han vel kjendte, men ei
agtede paa eller frygtede, red han, ledsaget af Franskmændene
Megret (Maigret) og Siquier (Sicre), ikke som
sædvanlig til sin Hytte, men lige til Løbegravene, hvor
han steg af Hesten for at se paa Arbeidet. Her yttrede
han sin Misnøie over, at Arbeidet endnu ei var begyndt,
og drev paa dets Fortsættelse. Ingeniøren Megret bad
ham være rolig og lovede at overlevere ham Fæstningen
inden 8 Dage. „Vi faa se,“ var Kongens Svar. Han
begav sig derpaa ind i Løbegraven, ledsaget af de nævnte
Franskmænd. Fra Fæstningen skjødes uafladelig paa Arbeiderne,
saavel med Kanoner som fra den bedækkede Gang
med Geværer. For klart at kunne iagttage de Svenskes
Bevægelser og Nærmelse og gjøre dem det mest mulige Afbræk,
lod Kommandanten ophænge Begkrandse paa Fæstningens
Mure, som vendte mod Løbegravene, og desuden
udkaste Lyskugler, saa at Løbegravene med deres Omgivelser
vare klart oplyste[2]. I Anledning af disse For-
- ↑ Fant i Saml. III 195 og Lagerbring.
- ↑ Om Landsbergs Forberedelser til Fæstningens Forsvar se hans Rapport til Kongen i Top. Journ. IV 72. Landsberg, som med Reitzenstein og flere Officierer stod i Redangen for at se, hvad Virkning vore Bomber og Tranchéild udrettede, bemærkede, at Fiendens Arbeide mellem 9 og 10 ophørte, uden dog at ane Grunden.
