trænge igjennem til Værdalen hvor han i Stene og Skaanes ventede at finde den fornødne Underholdning og Resten af sin Hær. I den Hensigt drog han over Bokhammeren, som er et høit Fjeld mellem Holtaalen og Tydalen, og kom efter 3 Miles besværlig Marsch til Floran Gaard i Sælbu, hvorfra en Vei fører langs Neaelven og den østre Bred af Sælbusøen til Størdalens Kirke.
Ved Hillemo ved Neaelv, nederst i Tydalen, laa i en liden Forskandsning nogle Norske under Major Johan Henrik Emahusen, som strax trak sig tilbage for denne store Overmagt. Ved Opsnappelse af en norsk Post fik imidlertid Armfelt Underretning om Kong Carls Død for Fredriksten, og at de Svenske søndenfjelds havde forladt Norge samt at en Afdeling af den norske Hær var i Anmarsch gjennem Østerdalen til Røraas. Disse Efterretninger bragte Armfelt til at opgive sin første Plan og derimod tage den korteste, men farligste Vei over Tydalsfjeldene tilbage til Sverige. Veien fra Tydalen over til Handølgaardene i Jæmteland, 2 Mil vest for Dufve Skandse, er 8 smaa Fjeldmil og ansees om Sommeren at være en Dags Marsch for en rask Karl, men om Vinteren ved godt Skiføre behøver en flink Skiløber ei mange Timer for at fare den. Efter af have forsynet sig med Veivisere begave de Svenske sig fra Østby, den øverste Gaard paa denne Kant i Tydalen, tilfjelds for over Søen Øisanden, mellem Sylan og Ruten, at naa Enbogen og saa ved venstre Side af Snasafjeldet at komme over til Handøl. Dette var just Nytaarsdagen 1719 efter gammel Stil (12 Januar efter ny Stil). Neppe havde de naaet op paa Fjeldryggen, førend de overfaldtes af en voldsom Storm fra Østen, ledsaget af gjennemtrængende Kulde. Fjeldene stode i lutter Snedrev, saa man ei kunde se de opreiste Kjendemerker og Varder, som viste Veien. Kulden var saa frygtelig, at allerede den første Nat en
