Den 7 September brød Armfelt ind i Norge og
fulgte med sin Hær den samme Vei, som Olaf den hellige
i gamle Dage havde draget, nemlig over Sul i Værdalen.
Her stødte han sammen med de Norske. Disse vare kun
maadelig beredte paa et saadant Besøg. I de kongelige
Kasser fandtes ei engang saa mange Penge, som udfordredes
til at lønne Kundskabsmænd. Forgjeves søgte
man et Laan af 20000 Rdl. til Kongens „høimagtpaaliggende
Tjeneste“ hos Throndhjems Borgere; de undskyldte
sig med, at de ei havde kunnet faa tilbage hvad
de tilforn havde forskudt Kronen. Man maatte hjelpe sig
med Anvisninger paa resterende Skatter.
Kommandoen nordenfjelds var nu betroet Vincents Budde, en i udenlandske Krige dannet og provet Officier. Han ankom til Throndhjem den 12 Mai[1] og fandt Stillingen mislig, Almuen forarmet ved Transporter og andre tvungne Ydelser, Soldaternes Underholdning knap og mange Syge. Da han ikke vidste, ad hvilte Veie Fienden vilde trænge ind, fordelte han sin Krigsmagt saaledes: Oberst Meitzner, Oberst for 1ste eller nordre throndhjemske Regiment, og Oberstlieutenant Louis de Vauvert bleve med 4 Kompagnier Ryttere og 6 Kompagnier Fodfolk stillede ved Stene Skandse, en Mils Vei Sydøst for Værdalens Kirke, medens Oberst Christian Ulrik Storm, Oberst for 2det eller søndre throndhjemske
- ↑ Buddes Brev til Wedel i Rigsarkivet. „Almuen er saa medtagen forleden Vinter formedelst den da stede Skyds til Proviants Frembringelse til de kantonnerende Tropper samt til den idelig stede Marsch og Kontramarsch, at det er ubeskriveligt. Jeg kan sandelig og paa min Ære forsikkre, at jeg aldrig havde kunnet forestille mig det saa slet at være, som jeg det nu forefinder; thi den fleste Almue bliver ei god for i Aar at sætte Plogen i Jorden formedelst Mangel af Heste, der ere udslæbte og kreperede for dem, saa det er en stor Ynk for de fattige Mennesker.“
