Hopp til innhold

Side:Øverland - Trediepresten Ole Andreas Thulesius.djvu/61

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
– 59 –

af sit Liv og særlig i sin Alderdom havde en sterk Følelse af, at han ikke havde naaet den Stilling og Værdighed, som han vilde have indtaget, om Retfærdigheden var skeet Fyldest.

Da Kronprins Fredrik i 1788 var i Kristiania, spurgte han den vakre Olding med det anselige Udvortes, da denne fremstilledes for ham:

„Er De Stiftsprovsten?“

„Nei, Deres Kongelige Høihed, men jeg burde været det“, lød den ærværdige Oldings beskedne Svar.

Ved Audiensen hos Kronprinsen maa han øiensynlig have vist sig til sin Fordel.

Man havde strævet med at faa den gamle Mand til at takke af. I 1786 havde han søgt om at faa sin Svigersøn Job Dischington Bødtker ansat som sin Medhjælper, men havde mødt Afslag. I 1790 fik han derimod paa fornyet Andragende dette sit Ønske opfyldt. Det er tydeligt, at Kronprinsen her har optraadt til Støtte for den veltjente Prest.

Da nu Embedspligterne ikke længere holdt den gamle Mand opret, sank han rent sammen, og for hvert Aar, som gik, blev han mere og mere skrøbelig.

I sin sidste Levetid laa han længe tilsengs. Det var Benene, som svigtede ham. Men det hørtes ud for, at baade Tunge og Hænder ydede fuld Tjeneste. Fru Dunker fortæller nemlig, at han paa det blodigste udskjældte alle og enhver,