døve og sløve Maria Ludolfs Seng og gav sig til at overhøre hende i hendes Kristendomskundskapb.
Blandt andet forelagde Hr. Thulesius hende det Spørgsmaal, hvad Guds Søn hed. Hertil havde hun intet at svare. Han spurgte hende saa, hvem der havde igjenløst hende. Hun svarede: „Jesus Kristus“. Hr. Thulesius sagde da: „Der nævnte I ham jo. Hvad heder nu Guds Søn?“ Men Maria Ludolfs havde ikke Omløb nok i Hovedet til at svare derpaa. Taalmodigheden forgik Hr. Thulesius, og han sagde:,„Det er en djævelsk Dumhed!“
Presten spurgte hende da videre, om hun ikke havde fortjent Helvede for sine Synders Skyld. Hertil svarede hun: „Nei, Gud bevare mig derfra“. Hr. Thulesius forklarede hende saa med stor Ivrighed, at baade han og hun og alle Mennesker havde fortjent den evige Fordømmelse. Hvad skulde ellers Kristi Lidelse og Død have tjent til?
Hr. Thulesius blev dybt rystet over den gamle Kones Mangel paa kristelig Oplysning. Han sagde først til en af de omstaaende Kvinder: „Gud bevare os, hvor dum og uoplyst den Kvinde er!“ Derpaa vendte han sig til Læseren Jyderup og lod ham vide, at det burde være ham en Pligt at oplyse Lemmerne bedre i deres Saligheds Sag. Jyderup undskyldte sig af bedste Evne, og man kan ikke se, at Hr. Thulesius gik videre i sine Bebreidelser for denne Gang.
