Allerede om Sommeren 1777 maa der have
været noget Mudder med Studiosus Jyderup.
En Attest, som Forstander Markus Møller under
7. Juni 1777 udfærdigede, viser os, at Jyderup,
som forøvrigt „forrettede sine Ting, som han
bør med Morgen- og Aftenbønner og med Salmer
saavel Søndagene som andre hellige Dage“, har
villet øve Pres paa Lemmerne og foreskrevet
dem, hvad de skulde yde ham i Høitidsoffer.
Dette Forlangende synes at have vakt adskillig
Misstemning inden det lille Samfund paa Sagbanken,
som herover sprængtes i to aabenbart
fiendtlige Leire. Det ene af disse holdt sig til
Presten Hr. Thulesius, som her havde den øverste
Sjælesorg; det andet fandt det raadeligst at staa
paa en god Fod med den myndige, buldrende
og braasinte danske Læser.
Efter hvert som Striden mellem de to Partier skrider frem, foregaar de uhyggeligste Afsløringer. Det vilde være for meget at forlange, at de Individer, som det store Fattighus paa Sagbanken rummede, skulde bestaa af renlivede Mennesker; de befandt sig alle paa begge Sider af det Skjelle, som betegner Støvets Aar, og de havde vel derfor i sin lange Levetid prøvet Elendigheden i dens forskjellige Skikkelser. Men efter hvert som Fiendskabet mellem Trediepresten og Læseren udvikler sig, faar vi af Vidnesbyrdene fra de fiendtlige Leire fuld Sikkerhed for, at Fattighuset paa Sagbanken maa have været et Sodoma og
