med hvilken prestelig Værdighed og Salvelse han var optraadt. Denne Gang var det hans Tjenestepige Else Knudsdatter. Af de forskjellige Forklaringer at slutte lader det til, at Hr. Thulesius endog meget snart blev ivrig. Han gav sig til at drive frem og tilbage paa Gulvet, idet han klaskede Hænderne i hverandre, som hans Skik var, og herunder lod han Skrædderen høre, at det var ham den rene Umulighed at opfylde dette hans Ønske, da Drengens Vankundighed var svar og hartad uhørlig. Han troede, sagde han, at der heller ikke vilde findes nogen anden Prest, som antog Gutten til Konfirmationen, naar ikke han selv kunde eller vilde. Saa længe talte han da frem og tilbage, til han blev sikker paa, at der var ingen, absolut ingen, som kunde udføre det Stykke Arbeide at udrive Sønnen af hans hedenske Vankundighed, saa han kunde antages til Konfirmation i hans Daabs Pagt uden han, Thulesius, alene. Skrædderen lod ham da paa sin Side høre, at han, Jakob Bach, nok skulde være Kar for at finde den Prest, som skulde konfirmere Sønnen og det paa næste Søndag, da Konfirmationen skulde holdes. Dermed forlod han Thulesius’s Hus.
Mester Jakob maa have været en lur Skøier, siden han kunde bære sig ad paa den Maade, han gjorde.
Da hans Søn var bleven dreven af Hr. Thulesius, havde han nemlig henvendt sig til dennes
