Engang, fortæller Kristianiakrøniken, mødtes
de to Prester hjemme hos Klokker Hass.
Husmoderen bød The rundt, og da hun kom til
Presten Cornisch bad hun ham undskylde, om
hun maaske havde kommet for meget Sukker i.
Men Thulesius fandt, at enhver Undskyldning
paa dette Sted maatte være overflødig. „Jo
mere, jo bedre, Madame Hass“, afbrød han hendes
Tale; „thi søde Folk maa have alting sødt“.
Om Høsten 1762 lykkedes det et af Hr. Thulesius’s Menighedslemmer ved en overlagt Chikane at faa ham til at forløbe sig meget slemt, idet han under Hr. Cornisch’s Overhøring af Konfirmanderne i Vor Frelsers Kirke optraadte paa en Maade, som maatte vække Anstød hos alle, som havde mindste Sans for det sømmelige. Det blev rent ud sagt en hel Skandale, som udviklede sig af, hvad der oprindelig kun var en tarvelig Spøg.
Blandt de unge Mennesker, som om Sommeren 1762 indtegnede sig til Konfirmation hos Hr. Thulesius, var Skrædder Jakob Bachs Søn Kristian. Denne deltog i nogen Tid i den forberedende Undervisning; men det viste sig snart, at han ikke havde let for at følge med. Ved Gjennemgaaelsen af den første Troens Artikel kunde han saaledes paa Prestens Spørgsmaal ikke gjøre Rede for 1) hvad Gud har skabt, 2) hvem der har skabt alle de Ting, han saa for sine Øine, og 3) hvem der havde skabt Solen?
