Madame vice-statholderinden blev yderst forskrækket
herover, da hun befandt sig mellem to ilde. Hun
tog da det parti at sende statholder Gabel kommandantens
rekvisition med forspørgsel om, hvorledes hun
skulde forholde sig i denne vanskelige sag. Statholderen
lugtede straks, at her havde han noget for sig,
hvorved han kunde komme sin myndige modstander til
livs. Han tog seddelen til sig og paalagde under mange
omsvøb madame Høeg at overlade ham at ordne sagen
til hendes tilfredshed og til kongens bedste; foreløbig
skulde hun svare kommandanten, at statholderen ei
kunde give sit samtykke til hugsten, før han havde
set feltmarskalkens ordre.
Det varede ikke længe, før statholderen fik meddelt feltmarskalkens skrivelse, og nu troede kommandanten, at alt var klappet og klart, saa han kunde begynde at hugge. Men det gik ikke saa glat. Statholderen havde engang sat sig i hovedet, at der gik store misbrug i svang, og vilde sætte en stopper derfor. Begyndelsen skede med følgende ordre til slotsfogden Jens Rasmussen.
«Saasom fornemmes, at paa Ladegaardsøen en
paa et og andet smaat material-træer, som behøves til hans maj.ts tjeneste at hugges paa Ladegaardsøen, som efterfølger:
Birketræer til at gjøre smaa hjul af ... 50.
Træer til hjulebaararme ... 100:
Træer til bærebaararme ... 200.
Nodesmaa (sic) træer til minepropper af birk 100.
Granskafter til spader og bakker ... 100.
Dette oventegnede vilde velbaarne hr. oberst de Seue behage at anmode fru statholderinden efter feltmarskalkens ordre.
Christiania d. 2 mai 1700.
A. Coucheron.
