Paa den halvø, som stikker ud mellem Ratviken
og Pølen i Aafjorden, ligger gaarden Hestviken. Knut
hed den bonde, som sad paa den i begyndelsen af
aarhundredet. Han havde mange munde at mætte
i denne dyre tid og sad forresten ogsaa rigtig
smaat i det. En vaar, da fisken havde trukket bort
fra stranden, bankede nøden strengt og ubønhørligt
paa hans dør. Der blev intet andet raad tilovers;
han maatte tage mod til sig og friste lykken ude paa
Havbroen, det fik koste, hvad det vilde.
Han var kommen vel derud og havde alt ligget der i flere timer. Fisken var rap til at bide, og Knut letnede mere og mere om hjertet for hvert nap, han kjendte. Men glæden skulde ikke blive af lang varighed. Langt borte saa han med et en seiler komme dukkende op. Knut skjønte, at det var en engelskmand; men da han haabede, at den ikke vilde ænse ham, blev han liggende rolig en stund endnu. Men da saa han til sine store skræk, at den fiendtlige orlogsmand holdt lige paa hans lille baad.
Ved overfaldet paa Kristianssund havde engelskmanden opsnappet en fisker udenfor kysten og tvunget ham til at være lods for sig. Slap Knut fra dette møde med livet, saa kunde han vente sig noget lignende. Der gik jo stadig ord om, at fienden agtede sig til Throndhjem, naar han blot fandt en gunstig anledning til det. Men Knut var fast bestemt paa, at den skam skulde ikke times ham. Før, lovede han sig selv, vilde han seile baaden over hovedet paa sig. Han heisede saa seil og satte sig til aarerne: nu fik det staa til i Guds navn!
Det var en fortvivlet beslutning. Han var mindst 10 mile fra nærmeste land, og de høieste fjeldtoppe i
