ham en Kvinde af Statur tyk og lav, havde et bleggult Ansigt, sorte Øine og Haar, en flad Næse og en stor Mund. Hendes Klædedragt var et blaat Livstykke, et sort Skjørt, grønne Strømper og et hvidt Klæde paa Hovedet. Hun sagde til ham: du skal være med mig. Han svarede nei; men hun satte sig hos ham, sagde, hendes Navn var Graabørgilla; hun var en Enke og boede i nærmeste Fjeld. Han fulgte med hende, da hun viste ham Sølv, Penge og Kreaturer og allehaande Bohave. Der var som en stor Bondegaard. Han reiste hjem og sortalte sin Fader det. Samme Aften, da denne Dreng havde lagt sig iblandt de andre Drenge paa Laaven, førend han søvnede, kom ham fore, at hun stod hos ham. Han sagde det til de andre Drenge, hvilke strax efter deres almindelige Maade at fordrive Satan paa greb til deres Knive og stak i Veiret og Væggene, da blev hun borte. Om Morgenen kom Drengens Fader med ham til mig og sortalte Drengens Bekjendelse, som meldt er, hvilken Drengen selv mange Gange paa samme Maade repeterede. Drengen saa underlig ud af Ansigt, var gulagtig, dorsk og søvnagtig, ligesom de og alle ere, som siges at have Elsk, da han dog baade før og efter er rød i Kinderne og munter til sin Gjerning. Nogle Dage blev han hos mig, da jeg søgte at overbevise ham om denne Daarlighed, som jeg holder for mest at være en Virkning af en forvirret Fantasi, endskjønt det er og trolig, at Satan iblandt er i Spillet med, og derfor tilsidst sagde til ham: Er det saa i Sandhed, at du haver seet noget saadant, da kan du vide deraf, at denne Kvinde ei kunde sees af
