lingens ypperste Medlemmer, og ledsagedes af følgende anonyme, men med Halvor Hoels let og vel kjendte Haand skrevne Promemoria, der i bogstavret Gjengivelse var saalydende:
„Hedemarken den 8de April 1814.
De vil ikke fortryde paa, kjære Hrr. Proffessor at vi ærbødigst henvender os til Dem, med Anmodning om, at De vil tjene den arbeidende Bondestand med at faae fremlagt indsluttet, som er Folkets rette Villie. Ikke alene med Mishag, men og med Bedrøvelse er det, at vi ei tør underskrive Navn; thi Præsterne her i Egnen, som: Berg, Bull og Pihl, taaler ikke en Bonde opløfter sin Mund, førend de beærer ham med Navnet Rebeller; disse Mænd vil agere EnevoldsHerre, hver i sin Bøigd. Hrr. Professor! vi kjænder Deres Caracteer, vi veed De er en Sandhedens og Retfærdighedens Talsmand; Hedemarkens Fogderie har intet Forsvar paa Rixdagen fra Bøndernes Side; thi det er en Lensmand fra Østerdalen, som blev valgt, ved at Østerdalen havde flere Stemmer end Hedemarken. Denne skjønne Provintz, der under en god Regjering kunde blive til noget, anraaber Dem om at fremvise indlagde, – og oplæse det i Forsamlingen. Med megen Erkjentlighed skal vi erindre Deres Bistand herved, og maaske i Gjerningen vise Erkjentlighed.
Allerærbødigst
Fra Hedemarkens Folkemængde“.
Betragter vi denne Halvor Hoels Debut i Forbindelse med hans senere politiske Færd, er det utvilsomt, at der bestaar en organisk Sammenhæng mellem
