Naar man fra Valle Kirke i Setesdalen reiser opover til Bykle Sogn, kommer man – noget over to Mil ovenfor Kirken – forbi en Kilde, som kaldes Hellig Lidvords Kilde. Den springer lige ud af det faste Fjeld, og dens Vand udmerker sig ved Renhed og Velsmag. I gamle Dage ansaas denne Kilde for at være hellig, og der knyttede sig „alskens forunderlige Meninger“ til den. Da, vil man paastaa, var dens Vand endda klarere, end det nu omstunder er. Thi dens undergjørende Kraft forsvandt ganske og aldeles, da man begyndte at brønde Heste og vaske Klæder i den.
Det samme Sagn, som berettes om Tilblivelsen af saa mange andre Lægedomskilder, knytter sig ogsaa til denne. Langt oppe i Tiden – heder det – boede der paa en Gaard, beliggende omtrent en Fjerding Vei ovenfor Kilden, en Mand ved Navn Lidvord. Han var saare from og gudfrygtig; hver Søndag gik han paa fastende Hjerte den lange Vei frem og tilbage fra Kirken. Først naar han var vendt tilbage efter forrettet Andagt, var han at formaa til at vederkvæge
