Man bør æy misbruge Fⱥrnuften; ja dærtil vil min ⱥk fleres Fⱥrnuft svare: Gⱥ hæn ⱥk jør sⱥ, misbrug dæn æy. Væl kan mⱥsje Fⱥrnuften ved sin dybere Indsigt vise ⱥs mange Ting, Mⱥder, Fⱥretagender ⱥøv. sⱥm ved deres Fuldbyrdelse kan blive onde, mæn dæt ær stor Fⱥrsjæl pⱥ, ligefræm at vise noget, ⱥk at ⱥvertale dærtil: Tyven stjæier ved Jælp av Lyset mange kostbare Ting, sⱥm han æy kunde finde i Mørket; Mæn Lyset ær i ⱥk fⱥr sig sⱥlv uden Sjyld i sⱥdan ond Jærning. En ⱥplyst Fⱥrnuft æller Samvittighed (Samvittigheden er just Fⱥrnuftens Dⱥm ⱥver vⱥre Jærningers Ondhed æller Godhed, ⱥk en uⱥplyst Fⱥrnuft jør en urigtig Samvittighed) rⱥder Mænnesket aldrig til mæn fra at begⱥ dæt urigtige. Jæy mⱥ ⱥk tilstⱥ, at mangen lærd Teologus har brugt dæn Tale-Mⱥde: at tage Fⱥrnuften fangen; mæn sⱥ har han jort dæt fⱥr at følge dæn antagne Tale-Mⱥde, dog i den Mening, at ved Fⱥrnuften da fⱥrstodes urigtige Tanker ⱥk Begreb, ligesⱥm man ⱥfte bruger et Ord i Stæden fⱥr et andet, sⱥm synes at nærme sig dærtil: f. Æks: Mangen lærd ⱥk rætskaffen Præst betjæner sig av dætte Værs: Gud unde ⱥs hær at leve sⱥ ⱥøv. hær betyder Ordet unde, jive, fⱥrlene, mæddele ⱥs Lyst, Nⱥde, Kraft næmlig til et kristeligt Levnet; ti at mene, at Gud æy skulde unde ⱥs at leve rætskaffen, ær plat imod ⱥplyste. Kristnes Tænke-Mⱥde.
§. 9. At tage Fornuften fangen, vad ær det andet, ænd ganske at dæmpe dæns ædle Kraft, at hindre dæns undervisende Lys, at underkue dæns sunde Dⱥmme ⱥk klare Ⱥverbevisninger, ⱥk dærimod samtykke de dⱥrligste Fabler, de løynagtigste Ⱥpdigtelser, de urimeligste Jærne-Spind ⱥk skadeligste Avvæye, dæt var jo ligesⱥm man vilde, slukke Lyset,
